OBS: Du er nu offline

3F’ere om overenskomsten:  Resultatet er som forventet

Små lønstigninger er resultatet af corona-nedlukning og økonomisk usikkerhed, mener flere 3F'ere. Men seniordage og muligheden for at blive faglært på fuld løn vækker glæde.

Jubel over, at projektet Ufaglært til Faglært fortsætter - og mindre begejstring for lønstigningerne hos Katarina Weber, fællestillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne i Odense Kommune. (
	Heidi Lundsgaard)
Jubel over, at projektet Ufaglært til Faglært fortsætter - og mindre begejstring for lønstigningerne hos Katarina Weber, fællestillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne i Odense Kommune. ( Heidi Lundsgaard)
Af 
 
Af 
 

Ligesom resten af Danmark er resultatet af overenskomstforhandlingerne på det kommunale område svækket af corona.

Sådan lyder meldingen fra de 3F’ere, som Fagbladet 3F har talt med, efter at overenskomstforliget landede i weekenden.

Specielt lønstigninger på lige over fem procent over tre år, mener 3F’erne er særdeles afmålt.

- Det kommer ikke til at forsøde tilværelsen. Men det er vel sådan, virkeligheden er lige nu. Vi må håbe, at der vanker en sidegevinst ved hjælp af lavtlønsprojektet, siger rengøringsassistent ved Odense Kommune, Katarina Weber.

Hun henviser til, at forliget afsatte 140 millioner kroner til et ligeløns- og lavtlønsprojekt, som blev skudt i gang i 2018. Penge, der er øremærket til ekstra lønstigninger til de store lavtløns- og kvindegrupper – for eksempel rengøringsassistenter i 3F.

Hun er til gengæld glad for, at ordningen “Ufaglært til Faglært” fortsætter.

- Dér klapper jeg i hænderne. Det er en kæmpe gevinst for os, siger hun.

Ordningen sikrer, at ufaglærte og kortuddannede kan få en faglært uddannelse uden at gå ned i løn. Og det er relevant for mange af de 415 rengøringsassistenter, som Katarina Weber er fællestillidsrepræsentant for.

Rasmus Bredde, specialarbejder og 3F-tillidsrepræsentant i Københavns Kommune.
Rasmus Bredde, specialarbejder og 3F-tillidsrepræsentant i Københavns Kommune. FOTO: Kenneth Havgaard

Glæde over seniordage

De moderate lønstigninger chokerer heller ikke Dina Hygum Jensen, gartner og tillidsrepræsentant hos Entreprenøren i Esbjerg Kommune.

- Det var svært at forestille sig store lønstigninger, når hele landet er ramt af corona, siger hun.

Hun glæder sig over, at det er lykkedes for 3F’s forhandlerne at holde fast i retten til seniordagene.

- Vi har flere ældre, som er slidt af arbejdet. De er helt afhængige af seniordagene, hvis deres kroppe skal hænge sammen, siger hun.

I dag får du som udgangspunkt seniordage – altså et par ekstra fridage – når du nærmer dig afslutningen af arbejdslivet. Kommunernes Landsforening havde gerne set, at det var vekslet til, at du i stedet fik seniorbonus udbetalt.

- Og så håber jeg, at vores modpart giver noget mere på lønnen næste gang, når vi ikke har krævet det vilde på grund af coronaen, siger Dina Hygum Jensen.

Kortene pakket på forhånd

Tillidsrepræsentant og specialarbejder i Købehavns Kommune, Rasmus Bredde, lader sig heller ikke imponere af resultatet. 

- Lønnen stiger for lidt, siger han.

Og så er han kritisk over, at lønstigningerne er aftalt i procent i stedet for kroner og øre. Det gør, at den faktiske løn stiger mere for kommunens højtlønnede akademikere end for eksempelvis lavtlønnet rengøringspersonale.

- Men kortene til den her forhandling var pakket på forhånd. Særligt, fordi Kommunernes Landsforening holdt igen med lønnen, siger han.

Som sine kollegaer er han meget positiv over, at forringelse af seniordagene er pillet ud af resultatet. Og at der stadig er penge til at lave uddannelsesprojekter, som gør ufaglærte til faglærte.

Alligevel er Rasmus Bredde i tvivl om, hvorvidt han vil anbefale sine kollegaer at stemme ja til den nye overenskomst.

- Det er vi nødt til at vende i bestyrelsen for SKOF, der er brancheklub for Specialarbejdere i København og Frederiksberg, siger han.

Forhandlingerne om løn- og arbejdsforhold for de offentligt ansatte fortsætter torsdag i denne uge, hvor det gælder de ansatte i regionerne. De statsansattes forlig kom i hus 6. februar.

Når alle aftaler er på plads, skal overenskomstresultaterne til afstemning hos lønmodtagerne.